Følelser

Skrig, skrål, raserianfald og døre, der smækker. Børns følelser kommer ofte til udtryk gennem kraftige reaktioner i stedet for ord.

Selvom glæde og tryghed forhåbentlig fylder mest i hverdagen, kan det være en stor mundfuld f.eks. at være væk fra hjemmet, at få en mindre søskende eller måske en bonusforælder. Og så er det en god idé at lære at sætte ord på de følelser, der er svære at snakke om. På denne side kan du derfor finde gode børnebøger, der sætter fokus på store følelser i små mennesker.

Indeni mig - og i de andre

Bogen "Inden i mig - og i de andre" af Karen Glistrup, der er en samtalebog om barnets egne og andre menneskers følelser, er en god katalysator til at få de gode snakke om følelser i gang. Illustratoren, Pia Olsen, har kreeret et af de særlige humørsvingende væsner, som I frit kan printe ud og benytte, når I skal tale om følelser. Der medfølger forskellige varianter af øjne og munde, så I kan ændre dens humør. Sammen med filerne finder du også et humørbarometer, som I kan understøtte humør- og følelsessnakke med.

Print og sammensæt jeres eget følelsesvæsen – og understøt snakken om følelser.  Det er nemlig illustratoren bag bogen, Pia Olsen, der har skabt den.

Grafikker af illustrator Pia Olsen

Materialepakkens indhold

  • 13 forskellige brikker, herunder 6 par øjne, 6 munde og ét par ben.
  • En plakat af følelsesvæsenet i helfigur.
  • Et humørbarometer.

Sådan gør du

Hent plakat, brikker og humørbarometer lige her. Print og klip brikkerne ud.

Sammensæt de forskellige brikker på kryds og tværs, og skab nogle af de mange forskellige humører, man kan være i.

I kan sidde ved et bord og flytte brikkerne løst rundt, eller I kan bruge plakaten til at klistre dem fast på. Er I en større gruppe, kan I evt. hænge plakaten op, så alle kan se.

Brug humørbarometeret til at tale om, hvilket humør man tror, væsenet er i, og hvad det mon føler.

Tip: Laminer evt. brikkerne – så holder de længere.