Fælles om de gode historier

Kom og vær med i et fællesskab på biblioteket med højtlæsning, historier og samtale.
Vi kalder tilbuddet fælleslæsning.

Af Morten Bøgvad Nielsen

Fælleslæsning er en læsegruppe, som får læst god litteratur højt. Undervejs holder læseguiden pauser, og så snakker vi om det, vi har hørt. Samtalerne kommer altid vidt omkring, for vi bruger ofte vores erfaringer og minder til at åbne historierne.

Der er ikke nogen forventninger til, hvor meget du siger i læsegruppen. Vi deltager med lige det, som vi har lyst til. Vi kommer til at lytte til spændende, rørende, klog, vild og modig litteratur, så der bliver med garanti noget at snakke ud fra.

Hvor foregår det?

Vi mødes på Holstebro Bibliotek i et lokale, hvor der er ro til samtale, refleksion og eftertanke. Læseguiden sørger for en kop kaffe eller te.

Hvornår starter det?

Læsegruppen mødes hver tirsdag over 8 uger. Hvert møde varer 1½ time. Der er ingen forberedelse, og det er gratis at deltage.

Vi mødes første gang tirsdag den 21. oktober (uge 43) kl. 10.30-12.00.

Tilmeld dig ved at sende en mail til Ulla.Soon-Ja.Jespersen@holstebro.dk