Biblioteksrummet

Velkommen til Holstebro Bibliotek

Her mødes mennesker, kultur og fællesskaber i Holstebro

Af Trine Egelund Jensen

Holstebro Bibliotek

Holstebro Bibliotek er et hus fyldt med bøger. Her mødes historie, arkitektur og kultur i en bygning, der gennem mange år har været en vigtig del af byens liv.

Træd indenfor og udforsk den smukke bygning. Lad dig inspirere af rummet, lyset, vores bogudvalg, udstillinger, få anbefalinger fra personalet eller nyd en kop kaffe i vores hyggelige kaffebar Mellem Linjerne.

Fra bogsamling til folkebibliotek

Holstebro Bibliotek begyndte i 1890 som en lille bogsamling i Højskole- og Menighedshjemmet.

I 1903 blev Holstebro og Omegns Folkebogsamling oprettet, og i 1923 fik byen sit første egentlige bibliotek. Siden da har biblioteket udviklet sig til et moderne mødested for viden, kultur og fællesskab.

Biblioteket har afdelinger i Ulfborg og Vinderup. På alle tre biblioteker er der personale til stede i åbningstiden.

Et moderne bibliotek

Det nuværende Holstebro Bibliotek blev opført i årene 1979–1981 og er tegnet af arkitekterne Hans Dall og Torben Lindhardtsen. Bygningen er et flot eksempel på funktionelt dansk design fra slutningen af det 20. århundrede. 

Biblioteket er på i alt 6450 kvadratmeter fordelt på tre plan med runde buer og tårne. Mellem Rådhuset og Biblioteket ligger Bibliotekssalen, der har scene og forskudte siddepladser.
De lyse, åbne rum og de rene linjer skaber en rolig og indbydende atmosfære, hvor der er plads til både fordybelse, læring og fællesskab.

I dag er biblioteket meget mere end bøger. Biblioteket er et levende kulturhus, der danner ramme om en lang række arrangementer – blandt andet foredrag, forfattermøder, fællessang, kunstudstillinger fra lokale kunstskoler, performance og børneteater. Mange af arrangementerne finder sted på bibliotekets torv, hvor publikum kan samles til fælles oplevelser.

Én gang om året forvandles biblioteket til en stor kulturfestival når vi afholder Kulturglimt. Her bliver huset opdelt i forskellige kulturzoner, og kommunens kulturinstitutioner rykker ind med teater, oplæsning, kunst og musik. På den måde bliver hele huset fyldt med liv, kreativitet og unikke oplevelser.

Højdepunkter at opleve

  • Arkitektonisk design
    Oplev bibliotekets karakteristiske rum, der er skabt til både fællesskab og fordybelse.
  • Børnebiblioteket
    Et levende område, hvor leg, fantasi og læring går hånd i hånd.
  • 1. sal 
    Fordybelseszone til studietid, gruppemøder, læsning eller arbejdsro. Rummet er indrettet med genbrugsmaterialer og kunst fra Holstebro Kommunes kunstgalleri 
  • Bibliotekssalen 
    Bibliotekssalen har klassisk biografopstilling med 128 siddepladser i den trappeopbyggede sal samt 48 pladser på balkonen. Salen bliver brugt til foredrag, musikarrangementer og filmfremvisninger. 
  • Kaffebaren  Mellem Linjerne
    Nyd en kop kaffe i bibliotekets egen hyggelige kaffebar, her kan du købe god kaffe, læskedrikke og snacks. 
    Vores kaffebar drives af frivillige og medarbejdere fra Center for Psykiatri.
  • Historiske detaljer
    Besøg magasinet og se det oprindelige bogskab fra 1890’erne.
  • Bogsalg
    Følg pilen ned til magasinet, hvor du kan gøre et godt bogfund.

Vidste du?

Holstebro Bibliotek har sin egen maskot: læsedragen Læssie, som spreder glæde og læselyst blandt børn og barnlige sjæle.