Det læste vi i 2020 - del #2

Karen-Margrethe og Anne præsenterer deres favoritter fra det forgangne år.

Karen-Margrethe anbefaler:

Karen-Margrethe siger:

Vi befinder os på Sankt Thomas i begyndelsen af attenhundrede tallet. Den karakterfulde Rachel vokser op i en stor jødisk-dansk købmandsfamilie med en følelseskold mor og en hårdtarbejdende far. Rachel knytter sig tidligt til husets slave, Adell, som giver Rachel omsorg og indfører hende i de lokales tro og tænkning. Da familiens købmandshandel kommer i økonomisk uføre, bliver Rachel tvunget til at gifte sig med en ældre enkemand med tre børn for at redde forretningen. Da hendes mand pludselig dør efter nogle års ægteskab, sender familien bud efter hans unge nevø, Frederick, fra Frankrig. Hans opgave er at overtage og drive købmandsforretningen, men han og enken indleder også hurtigt et kærlighedsforhold, som bliver livslangt, lykkeligt og meget børnerigt.
Vi følger i romanen dels Rachels voksenliv og dels yndlingssønnen, Jacobs, opvækst og udvikling som både menneske og kunstner. Jacob går nemlig ikke købmandsvejen, men tager allerede som 12-årig til Paris for at udvikle det kunstneriske talent, som senere gør ham til den franske impressionismes ”fader” under navnet: (Jacob) Camille Pizzaro.

Det er en spændende og smuk slægtshistorie, der på alle planer emmer af frodighed og varme. Den magiske og farverig atmosfære, der gennemløber romanen, fik mig under læsning til igen og igen at tænke på Garcia Marquez: ”Kærlighed i koleraens tid” – for også her finder man den farverige tropiske natur, temperamentsfulde kvinder, stor kærlighed og dyb passion.

Karen-Margrethe siger:

Dansk socialrealisme så det basker! Kan historien gentage sig, uden at nogen ville gribe ind? Svaret er: Ja - desværre!
Stine Askov har skrevet en flot og vedkommende roman om en piges dysfunktionelle opvækst i 1980’erne. Teenagepigen Helle bor hos sin fraskilte far, Bengt, der opdrager hende til at se farer alle steder. Han kræver, at Helle skal håndtere våben, at hun tager på natlige overlevelsesture og at hun er forberedt på atomudslip fra Tjernobyl og Barsebäck. Samtidig er han fuldstændig blind og døv for Helles behov for nærhed og omsorg. Helles mor, Lizzie, ser heller ikke Helles signaler om hjælp. Lizzie har nemlig travlt med sin nye mand, og der er ingen plads til den aparte og utilpassede Helle i Lizzies liv. Resultatet bliver, at Helle overskrider alles grænser og igangsætter ”katastrofer”, som hun slet ikke kan overskue konsekvenserne af.

Helles opvækst i en dysfunktionel familie fik mig til at tænke på Tara Westover: ”Oplyst” og Jeanette Walls: ”Glasslottet”.  Alle tre bøger handler om piger, der vokser op i familier med vanrøgt, social forarmning og dominerende fædre. Det er hård læsning, men også romaner man ikke lige glemmer.
 

Karen-Margrethe siger:

Åh, hvor er det dejligt at åbne endnu en Nesser-roman. Det er ligesom at gense en trofast gammel ven. Det bliver bare endnu bedre af, at Barbarotti er tilbage som hovedperson efter mange års fravær i Nessers bøger.
 
I 2012-13 undersøger politikommisærerne Barbarotti og Backman en trusselssag, hvor en person ved navn Albin Runge får tilsendt flere breve, der truer ham på livet. Runge har et par år tidligere været chauffør på en bus, hvor 18 mennesker mistede livet, da bussen forulykkede på grund af glat føre. Runge slap for tiltale, da han var sagesløs, men han bliver ramt af skyldfølelse og depression. Oveni alt dette må Runge leve med, at trusselssagen må lukkes, da politiet ikke kan spore brevenes afsender.
 
I 2018 tager Backman og Barbarotti, som nu også officielt er blevet et par, af sted til Gotland for at hvile ud efter en krævende politisag. De tager på hyggelige småture på den turisttomme ø og møder en mørk aften en cyklist, som de først senere finder ud af, har en slående lighed med Runge. Problemet er bare, at Runge forsvandt fra Finlandsfærgen efter brevtruslerne, og at han antages at have taget sit eget liv!

Det er en begavet, spændende og underholdende roman, og det er en fornøjelse, at Barbarotti er tilbage. Han snakker stadig med Vorherre, når han er i tvivl om stort og småt, og han er lige så klog, varm og fyldt med humor, som han plejer. Hvis du vil læse alle bøgerne om Barbarotti, så er ”Menneske uden hund” fra 2007 den første bog, hvor vi møder ham.

Anne anbefaler:

Anne siger:

I sin selvbiografiske roman fletter Birgithe Kosovic på fornemmeste vis sin egen families historie sammen med Balkans voldsomme nyere historie, mens hun forsøger at forstå, hvorfor hendes far var, som han var. Historien fortælles med sproglig elegance og så medlevende, at jeg havde svært ved at slippe bogen. Jeg levede med fortællingen i den uge, det tog mig at læse den eller rettere høre den. For jeg lyttede til lydbogen, som Birgithe Kosovic selv har indlæst, og det gav fortællingen endnu et lag af autenticitet.
 
Birgithe Kosovics serbiske far Jovan kom til Danmark som fremmedarbejder i starten af 70’erne. Kort efter mødte han Annette fra Amager. De blev gift og fik børnene Birgithe og Mark. I romanen veksler Birgithe Kosovic mellem at fortælle om familielivet i sin dansk-jugoslaviske familie i 70’ernes og 80’ernes Albertslund, faderens families liv i Jugoslavien og scener fra 2. verdenskrig og borgerkrigen i Jugoslavien i 1990'erne. Jovan er uddannet elektriker, men i Danmark kører han taxa, for han har ikke nemt ved at indordne sig og vil være sin egen herre. Hans risikovillighed og ludomani skaffer ham gæld, og selv om han gang på gang svigter familien, er det først, da han kommer i gæld til den serbiske mafia, at det bliver nok for resten af familien.

Det du ikke vil vide er en stærk roman, som beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvad der er med til at forme et menneske. Ligger slægtens oplevelser så dybt I efterkommerne, at de er med til at forme de kommende generationer. Romanen afdækker de grundfølelser, som menneskets handlinger er bestemt af - kærlighed, vrede og frygt - i det krigshægede Balkan, i den multikulturelle familie, og når et menneske konfronteres med terror.

Jeg var meget fascineret af den måde Birgithe Kosovic skildrede sin fars families historie i gennembrudsromanen, Det dobbelte land. I Det du ikke vil vide vender hun tilbage til samme tema, men endnu mere udfoldet og meget mere personligt.

Anne siger:

Matias Faldbakkens lille perle af en roman er både morsom og skræmmende læsning. Jeg greb fat i den, fordi den var en af det nye forlag Gutkinds første udgivelser, og jeg havde været meget begejstret for at læse andre af forlagets udgivelser som Stine Pilgaards Meter i sekundet og Tine Høegs Tour de chambre.

Vi er fem starter ud som et lunt og indlevende portræt af en helt almindelig mand, Tormod, som vokser op i et lille samfund i Norge, løber hornene af sig og stifter familie. Men Tormod er interesseret i kemi og begynder at eksperimentere med at tilsætte gødning til ler ude i sit værksted. Pludselig har han skabt en levende organisme ud af lerklumpen. Lerklumpen bliver det femte medlem af familien og fungerer som køkkenhjælp og børnenes legekammerat. Det går dog ikke godt i længden, for en dag løber klumpen hjemmefra og skaber rædsel og panik i landsbyen.

Faldbakkens fortælling er underholdende og grotesk, med træk fra både folkeeventyr, sci-fi og horror. Der er en urovækkende dybde i romanen, som stiller skarpt på de konsekvenser, som Tormods legen videnskabsmand og kunstigt skabte intelligens får for familien og hele samfundet omkring dem. Det hele er dog fortalt med en sproglig præcision og lethed og en humoristisk grundtone, som gør det til en suveræn læseoplevelse.