Nick Cave - en rockstjerne og hans lidenskab for bøger

Det kan godt være, at sanger og sangskriver Bob Dylan har fået Nobelprisen i litteratur, men højt på himlen over litterære rockstjerner står også Nick Cave.

Han har skrevet to kritikerroste romaner, to poesisamlinger og et langdigt, og hans sange er fyldt til randen med litterære henvisninger. Bøger og det skrevne ord betyder indlysende meget for Nick Cave.

En anden ting, der betyder meget for den 62-årige mørkemand, er hans fans. På Redhandfiles.com kan de alle stille spørgsmål til sangeren, der så svarer.
Spørgsmålene dækker alt fra det almindelige til det personlige, som når stjernen bliver spurgt til narkotikaafhængighed eller savnet af sin afdøde søn.
Uanset spørgsmålets karakter er svaret alvorligt, velovervejet og indfølende.

I juni blev Nick Cave spurgt til sine fyrre yndlingsbøger.
Normalt, lod han læserne forstå, ville han gå til sine velforsynede bogreoler, men spørgeren måtte tilgive, at han i dette tilfælde måtte stole på hukommelsen, for alle hans 5.000+ bøger var sendt til København og den store ’Stranger than Kindness’-udstilling, der netop havde haft premiere i Det Kgl. Biblioteks udstillingslokaler i Den Sorte Diamant.

Alligevel afslører Nick Caves liste (selvfølgelig!) en stor viden om litteratur og en distinkt smag for bøger.
Du kan finde den her, eller se et udvalg herunder.
 

Om Nick Cave-udstillingen på Det Kgl. Bibliotek


’Stranger Than Kindness’ fortæller om Caves barndom i 1960’ernes Wangaratta i Australien, de kaotiske år med hans første bands, The Boys Next Door og The Birthday Party, og om hans videre færd til Berlin og sidenhen London. 
Centralt står det konstant fornyende samarbejde i Nick Cave & The Bad Seeds, fra bandets begyndelse i Caves mest intense periode i Berlin til deres seneste udgivelse ’Ghosteen (2019)’ - måske deres bedste album nogensinde. 
Udstillingen viser, hvordan Caves liv, musik, personlige arkiver og fiktion til stadighed flettes sammen, oplyser og inspirerer hinanden.

Nick Caves samlede arbejde dækker en bred vifte af medier og udtryksformer – alle med fortællingen i centrum. ’Stranger Than Kindness’ inviterer publikum til at følge Caves udvikling som kunstner, og den giver et indblik i de overordnede temaer i hans værker, hans arbejdsmetoder og hans mange inspirationskilder. Bag hvert værk ligger en lige så fascinerende kunstnerisk proces, der ikke oprindeligt var tiltænkt offentlighedens øjne. Med udstillingen åbnes der op for de inderste dele af Caves kreative univers, præsenteret som en fortælling i sig selv.

’Stranger Than Kindness’ er udviklet i tæt samarbejde med Nick Cave med henblik på at skabe en række rumlige installationer, der lukker publikum helt ind i kunstnerens tankeunivers og kreative proces.
Det er en sanselig, fysisk fortælling, hvor rummet og udstillingsdesignet bliver en forlængelse af de mange historier i Caves liv og tekster.

Læs mere om udstillingen på det Kgl. Biblioteks hjemmeside.