Nobelprisen i litteratur – en hyldest til poesien

I 2020 tildeles Nobelprisen i litteratur den amerikanske digter Louise Glück. Det Svenske Akademis Nobelkomité begrunder valget med »hendes umiskendelige poetiske stemme, som med streng skønhed gør det enkelte menneskes eksistens universel«. 

Hvert år i oktober uddeles verdens mest præstigefyldte litteraturpris, og hele verden over sidder journalister, nyhedsbureauer, kulturinstitutioner og – selvfølgelig – forfattere og holder vejret. Hvem løber med prisen, pengene og æren?

Den 77-årige nobelprisvinder Louise Glück regnes blandt de mest fremtrædende digtere i moderne amerikansk litteratur, og hun har udgivet i alt 14 digtsamlinger.
Glück er født 1943 i New York og har selv undervist i lyrik på flere forskellige institutioner og universiteter. Hun har vundet adskillige fornemme priser, blandt andet Pulitzer Prize og National Book Award. I 2015 fik hun af Barack Obama tildelt USA’s højeste anerkendelse til kunstnere, National Humanities Medal.

 

Hendes poesi er kendetegnet af en dyster tone og er skrevet med stor sproglig præcision. 
Som forfatter Liv Nimand Duvå siger til Jyllands-Posten:
”Det er digte, hvor der aldrig er et ord for meget og heller ikke et ord for lidt. Hendes digte er rå, afpillede og kølige og åbner alligevel for store, magiske universer. De beskriver psykens afkroge uden at være psykologiserende. Det er en stor kunst, og for mig at se er prisen til Glück en hyldest til poesien. Måske endda den smalle poesi. Og dens kræfter”.  

Har du lyst til at få et indtryk af Louise Glücks poesi, kan du reservere et udvalg af hendes digtsamlinger på engelsk på eReolen Global. Du kan bl.a. læse et langt uddrag af 'Poems 1962-2012'

Klik på titlerne herunder for at læse/reservere dem på eReolen Global:


 


Læs mere om Nobelprisen i litteratur.