Nu i version 6.0

3.0, 4.0, 5.0 – altid interessant at starte et nyt årti. Jeg havde nok tænkt, at lige præcis 60 år ville gå ganske upåagtet hen. Børnene er fløjet fra reden, manden er der endnu (den samme), gummistøvlerne passer stadig, prioriteterne er betalt godt ned…alt er godt.

Men jeg er da i den grad blevet klogere… hidtil ukendte fænomener presser sig dagligt på.
Det er flere år siden, at den brede viden og den smalle talje byttede plads; men pludselig er min FB blevet beriget med utallige hep-hep-jubel-tilbud på anti-rynkecreme i spandevis. Nogle dage bliver jeg tilbudt op til flere bud på et fremragende advokatfirma, som på ingen tid og næsten gratis (og med et minimum af indsats..jeg er jo gammel nu) vil lave mit testamente. Men jeg har det altså storartet bortset mit højre knæ, som driller lidt.
Forleden ringede Ældresagen ud af det blå og kunne simpelthen ikke begribe at jeg ikke er klar til dem. Hvad er der med dem… der er, mig bekendt, ikke nogen ”Ungesagen” eller ”Børnesagen”?

Jeg er lykkelig for mit spændende og udfordrende job på Holstebro Bibliotek og arbejder mere end jeg nogensinde har gjort – fordi jeg kan! Så derfor var det også lidt af en overraskelse at blive spurgt om, hvordan jeg ønskede at udmønte mine to seniordage i år? Mine hvad for noget? 

Nu er jeg jo ikke totalt blind for livets realiteter og derfor ved jeg godt med mit hoved, at der kommer en dag, hvor biblioteket ikke længere er min arbejdsplads. Og heldigvis har jeg da også fået et par henvendelser fra behjertede pensionsselskaber om jeg nu også har tænkt på, hvor pengene skal komme fra når lønnen ophører. Jo da og tak for omsorgen. At have et helt bibliotek i ryggen er en gave. Her er mulighed for at sætte sig ind i og undersøge alle mulige problemstillinger som du støder på igennem alle livets faser – alle versionerne, om man vil. Det er således også en gave når du går ind i den såkaldte 3. alder. Jeg vil ikke remse alle de tilbud op, som jeg skal benytte mig af, når den tid kommer; men der er dog nogle ting, som jeg brændende håber på stadig er der når jeg afslutter vagtskemaet og lægger nøglekortet for sidste gang.

Når jeg hopper… eller humper eller vralter eller hvordan det nu skal foregå om på den anden side af skrivebordet, så vil jeg komme flere gange om ugen for at låne rigtige papirbøger og tale med rigtige mennesker. Jeg håber, at der stadig bliver lavet syng-sammen-aftener, sjove, skæve, mærkelige, opløftende kulturelle aktiviteter. Jeg håber fx på at jeg stadig må lege med når ”Poesi på en torsdag” skal forberedes og afvikles osv. osv. Biblioteket og de fællesskaber, som trives så godt der, skal være med til at holde mig i live langt ind i version 7.0, 8.0…… men der er længe til:)

Af  teamleder Gitte Lassen
Tidligere bragt i Holstebro Onsdag den 24. oktober 2018

Af Anonym (ikke efterprøvet)
01.11.18