Våde vanter og kolde tæer

På denne mørke og kolde årstid rykker vi indenfor. Vi gemmer os for regn, slud og blæst.

Men vinter er heldigvis meget mere end våde vanter og kolde tæer. Der er masser af mulighed for at få sanseoplevelser både ude og inde.
Og efter en tur ude i kulden, er det skønt med indendørs hygge og højtlæsning.

Når man sidder tæt sammen og læser, er alle sanser i spil. Man mærker, dufter, ser og fornemmer hinanden på en unik måde. Den særlige én-til-én kontakt med den voksne hjælper barnet til at koble af.
Man bladrer i bogen, peger, taler, ser på illustrationer. Det skaber et hyggeligt pusterum i en travl hverdag. Højtlæsning er faktisk den bedste måde at styrke barnets sprogudvikling på - og det gælder både små og større børn.

På sprogsporet.dk finder du tips til leg med ord og gode højtlæsningsbøger.