Bogskab på Holstebro Bibliotek
Det gamle bogskab, som Valgmenigheden og Holstebro Højskoleforening anskaffede, kan den dag i dag ses i kælderen på Holstebro Bibliotek. Her har klummeskribenten, Trine Petersen, taget opstilling ved skabet.

100 års lånetid

05.03.20
I denne klumme kipper Trine Petersen med flaget i anledning af, at Danmarks første bibliotekslov blev vedtaget for 100 år siden den 5. marts i år.

For 100 år siden var Danmark præget af uro efter Første Verdenskrig, genforening med Sønderjylland og et demokrati under enormt pres.
I netop denne periode kæmpede kloge mennesker for oplysning og uddannelse til folket, og det resulterede i, at Danmarks første bibliotekslov blev vedtaget for præcis 100 år siden den 5. marts i år.

Formand for Dansk Biblioteksforening, Steen Bording Andersen, fortæller i sin leder (Danmarks Biblioteker, nummer 1, 2020), at loven blev vedtaget, fordi man " kæmpede for folkestyret med udgangspunkt i, at borgerne skulle have adgang til oplysning, læsning og uddannelse for at kunne bidrage til samfund og folkestyre".

Ligesom vi i dag ikke behøver strække madresterne af nød, så er det, som om vi heller ikke behøver kæmpe for demokratiet. Men ligesom med resterne, så bør vi gøre det alligevel.
Ikke fordi det danske demokrati er i dyb krise, for det har det rimeligt, vurderer Demokratikommissionen (Demokratikommissionens Betænkning, januar 2020). Kommissionen konkluderer, at der fortsat er stor tillid til demokratiet som styreform, og den høje valgdeltagelse er stabil, men vi bør gøre det af hensyn til demokratiets bæredygtighed.

Demokrati er ikke en stabil størrelse. Det vil altid skulle forny sig ligesom omverdenen fornyr sig, og det er her, demokratiet i disse år er udfordret.
Præcis hvordan kan du læse mere om i Demokratikommissionens betænkning.

Bogskab i kælderen

Formålet med bibliotekerne i dag er sådan set det samme som for 100 år siden. For demokratiets skyld handler det stadig om at klæde borgerne på til at kunne bidrage til samfund og folkestyre.
I dag lyder lovteksten at bibliotekerne skal " fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet". Det går vi på arbejde for hver dag på Holstebro Biblioteker, og vi har et solidt fundament at stå på, for fænomenet " bibliotek" i Holstebro går endnu længere tilbage end 100 år.
Allerede i 1890' erne tog man tilløb til at låne bøger ud, og Valgmenigheden og Holstebro Højskoleforening anskaffede et bogskab, som kan ses den dag i dag i kælderen på Holstebro Bibliotek.

Populariteten voksede, og den 3. oktober 1903 åbnede " Holstebro og Omegns Folkebogsamling", hvor flere bogskabe udgjorde folkets biblioteket. Hele historien kan du læse på bibliotekets hjemmeside

Vi fejrer i øvrigt 100 års dagen den 5. marts ved en såkaldt " læsemob", hvor der læses højt på alle landets folkebiblioteker fra klokken 16 til 16-15.

Hip hip hurra for de 100 år.

Af  teamleder Trine Petersen
Tidligere bragt i Holstebro Onsdag den 4. marts 2020

Tags