Bidder fra Bologna børnebogmesse 2019    

Da jeg læste til bibliotekar hørte jeg om børnebogmessen i Bologna, men jeg har aldrig troet at det kom inden for min rækkevidde at opleve messen på nært hold, men det gjorde det. Her kommer en lille bid af min store oplevelse. 

Det er overvældende at betræde hallerne i Bologna Fiere, hvor den årlige børnebogsmesse afholdes i dagene 1. -4. april 2019 og hvor over 27.000 børnebogs-formidlere, forfattere, illustratorer mfl. fra hele verden mødes.
Der er væg efter væg fyldt med små og store illustrationer af tegnere fra hele verden. Det slår mig, hvor forskelligt tegningerne tager sig ud. Ikke mindst, da jeg som erfaren børnebibliotekar har en forestilling om hvilken tegnestil, der vil slå an hos børn og jeg får i den grad rokket ved den opfattelse.

Når man besøger messen, er kunsten at vælge mellem 250 konferencer, internationale prisoverrækkelser, 1000 showcases og fem haller fyldt med forlag, forfattere og tegnere fra 80 lande.
På andendagen oplever jeg en af mine børnebiblioteksfaglige koryfæer; forfatteren og tegneren Lauren Child fra England under præsentationen af det internationale børnebogsambassadørkorps.
Jeg overværede også paneldebatten; Time is on their side. Women in Children’s Books”, hvor anerkendte paneldeltagere fra ni forskellige lande og tre kontinenter debatterede den ny type kvindefigur i børnebøgerne.

Til messen er der en del danskere, heriblandt forfatter Sabine Lemire og tegner Rasmus Bregnhøi. Deres besøg på bogmessen kan måske blive afsæt for kunstnerisk nytænkning af den danske børnelitteratur.
Lige så vigtigt er det fra et formidlerperspektiv at blive præsenteret for variationen og kunne favne den i vores videreformidling, tænker jeg.

Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøis bøger kan ses som en slags modsvar til de nordiske børnebøger, hvor fokus er på barnet som ekstremt udsat.  Jeg mener dertil, at de skriver sig ind i oplysningstraditionens barnesyn, for de opmuntrer barnet til selv at handle, reflektere og tage stilling, men også til at søge viden, når det kaster sig ud i det fantastiske liv uden for bøgerne.
De to står blandt andet bag bøgerne: Hvad er sex. En bog om kys, knald og kærlighed til børn og deres voksne. Opfør dig ordentligt og vær en god ven – også når du er online. Og de fire bøger i serien om præ-teenageren Mira, som er midt i at finde sit eget ståsted i livet med venner og veninder og forældre, som ikke altid kender det bedste svar på, hvordan hun skal styre gennem livet: Mira #venner #forelsket #etårimitliv. Mira #husbåd #far # kærlighed. Mira på lejrtur.

Rigtig god læselyst – vi ses på børnebiblioteket. 

Af Ulla Soon-Ja Jespersen, master i børns litteratur og medier og børnebibliotekar
Tidligere bragt i Holstebro Onsdag den 19. juni 2019