Er du alene hele sommeren?

Forleden modtog jeg et nyhedsbrev, hvor der stod at ifølge Ældresagen er mere end 50.000 danskere over 65 år ensomme. Det var trist læsning især nu, hvor de fleste nyder ferie sammen med dem, de holder af.

Jeg har, en anden gang i Information, læst at langvarig ensomhed er lige så usundt som rygning. Det giver stof til eftertanke. Hvordan løser man lige den udfordring? Jeg har ikke de vise sten eller det endegyldige svar. Men jeg har et bud. Et ret simplet et, hvis jeg selv skal sige det. Brug dit lokale bibliotek til at møde nye mennesker.

Vi har mere end bøger at byde på. Og det er for alle aldre, hudfarver og størrelser og selvom vi i juni, juli og august lukker klokken 18 i stedet for kl. 22 som normalt, så holder vi åbent hele sommeren, og her er som regel masser af gæster, man kan falde i snak med.
En gang hver måned (dog ikke i juli og august) har vi f.eks. vores populære brætspilsaftner. Her kommer folk for at prøve nye brætspil, men også for at være sammen med andre. Det er smadder hyggeligt.
Kan du godt lide tanken om at gøre en forskel, har vi hver anden torsdag, i ulige uger, ’Snak Dansk’. Her kan du tale med personer, der har brug for hjælp til det danske sprog. Det er ikke undervisning, men en time, hvor der bliver talt om alt fra vejr og vind til, hvor man kommer fra. De mødes igen fra den 13. august.
Og så har vi selvfølgelig bøgerne. De kan helt sikkert også bruges til at møde nye mennesker. Biblioteket hjælper mange læseklubber med at finde og foreslå bøger. Vi forsøger også et formidle kontakt, hvis en læseklub står og mangler medlemmer eller omvendt; hvis du står og godt kunne tænke dig, at være med i én.

For lige at vende tilbage til nyhedsbrevet, som jeg modtog. Det var fra eKurser.nu, som er en portal, der samler små kurser om hverdags-it.  Med kurserne kan du lære at udnytte services, som stilles til rådighed på internettet.
Prøv at gå ind på emnet: ”Forebyg ensomheden – i gang med netdating”. Her viser eKurser.nu, hvordan du kan bruge internettet til at møde nye venner eller måske en ny kæreste?

Har du ikke mod på at sidde alene og udforske eKurser.nu, vil jeg her på falderebet nævne bibliotekets IT-C@fe, der er åben hver onsdag kl. 10-12 (undtagen i skolernes ferier). I den kan du få hjælp til (næsten) alt, når computeren, din tablet eller smartphonen driller – her er der er en stor chance for at møde nye mennesker. Husk biblioteket, hvis du føler dig ensom.

Vi har mange andre muligheder end dem, jeg har nævnt her, så kom ned til os og se, hvad vi er for en størrelse.

Af  bibliotekar Ditte Sophie Tågelund Riishøj
Tidligere bragt i Holstebro Onsdag den 1. august 2018