Er musikere vor tids nye poeter?

Bisse - lækre tekster til toner fylder vores hverdag med letsindighedens sødme og mørke afkroge af sindet; præcis som digtningen har gjort i århundreder.

Poeten

Da poeten og poesi-formidleren Poul Borum engang blev spurgt om hvad et digt egentlig er for en størrelse, gav han det fuldfede svar: 
“Digte er poesivers. De er skrevet på vers og ordet vers kommer af det latinske versus: Det, der vender om altså: Linjen vender om, før den er fyldt helt ud. Så det er meget nemmere at skrive digte, der behøver man ikke at fylde linjen helt ud! Men det er altså en kunstnerisk udtryksform, som man givet har haft fra de ældste tider i sange, besværgelser, ritualer, vuggesange, krigssange, kampsange og alt sådan noget (...) Det er en kunstnerisk udtryksform, som nogle mennesker behersker, fordi de har et kunstnerisk talent, og som mange flere kan sætte pris på, kan opleve, fordi det handler om noget, som vedkommer dem, og det foregår i et sprog, som de forstår”.

Når lyrikken møder musikken

Mange unge har efterhånden igen taget poesien til sig, efter at den til alle tider har haft sine op- og nedture på popularitetskurven. Men endnu flere står stuvet sammen foran scenen i spændthed, forundring og kulturelt høje (når der altså ikke lige er Covid-pandemi), når digtere serverer deres ord med musik på Tusindfryd eller Stengade. Begejstringen er så absolut til at føle på.

Fx kan alle der har ejet en radio, sikkert huske Dan Turéll eller for den sags skyld Søren Ulrik Thomsens musiske indtog - de rykkede i hvert tilfælde kraftigt frem i genrens smalle kø, dengang de lod deres ord flyde til musikken - og det er måske ikke så mærkeligt endda! Lyriks egentlige betydning er hørende til lyrespil. Lyrik og musik er altså så nært forbundne, at det nærmest er en forbrydelse at skille dem ad; det var nu også først fra midten af 1700-tallet at digtet blev noget der stod for sig selv. Så helt ny er ideen altså ikke.

Bisse over Bakchylides

Når der er dialog mellem lyrikken og musikken, giver det altså tilsyneladende et ekstra attraktivt lag for den moderne pøbel; digtningens rebus og kode bliver lagt på hylden til fordel for et fungerende, flydende flow af betydning - den sætter sig i os, i kroppen, med det samme, inden hjernen overhovedet er på ON-mode. Men er det poetisk? Er det lige meget om ordet eller noden slår først an? Er det, ikke bare en forbrydelse, men direkte umuligt at skille de to genrer ad?

Bisse, som går under det borgerlige navn Thorbjørn Radisch Bredkjær, er sanger og sangskriver og har i skrivende stund sit 10. album ude. Bisse er med sine sange gået fra undergrunden og ind i folkets favn. Bisse er en førsteklasses entertainer (som da han skar øret af sig selv i musikvideoen Fontex), stemmen balsamisk trods hans hørehandicap, som vi alle lærte om i DR-dokumentaren "Bisse - på nedsat hørelse", men som den gode Emil Hansen fra Soundvenue sagde i sin anmeldelse af det 10. album "Tanzmaus" er Bisse først og fremmest en mand med ordet i sin magt.

"I begyndelsen var ordet, fristes man med en bibelsk reference til at sige, og dernæst kom musikken. Det er i hvert fald tilfældet hos Bisse, for hvem ordene er det centrale og altid har været det, og som musikken klæder af og på som en omskiftelig fernis fra plade til plade". Kære gamle grækere som Bakchylides har altså i den grad ikke noget på Bisse; den unge mand med hele pakken, det kunstneriske talent og noget på hjertet som folk vil høre om. Dét som Borum fandt definerende for den gode poesi.

Vor tids nye poeter

Så er musikere som Bisse vor tids nye poeter? Døm selv ud fra Bisses afsluttende ord til GAFFA om sin popularitet, om at bevæge sig fra undergrunden og mod landets store scener, om at have et intellektuelt publikum på lige fod med det folkelige - om at være en af vor tids nye poeter:

"Jeg har sgu solgt alt. Jeg lever fra hånd til mund. Mit arvesølv er for længst forbrugt. Det kunstneriske handler om, at man tør tage sig friheden til at kaste sig mod afgrunden og se, om man får vinger. Og man flyver jo først den dag, man falder. Det er først, når jeg begynder at spekulere i en identitet, eller når jeg begynder at værne om noget, at jeg er i fare for at sælge ud. Jeg skal ikke leve op til en ide om Bisse. Jeg gør alt det, jeg gør, fordi jeg synes, det er sjovt".