Game of Thrones - og det der ligner

Game of Thrones er en episk fantasyfortælling i et middelalderligt univers med stænk af drager og magi. Den komplekse historie med et omfattende persongalleri, machiavelliske magtkampe og alsidig persontegning har vagt begejstring verden over. Alliancer & magtspil komplicerer kampen om tronen mellem de adelige familiedynastier, mens mænd dør, kvinder intrigerer & dragerne langsomt vækkes.

George R.R. Martin har skrevet siden 1971 og har bl.a. skrevet til tv, men efter at have begyndt på Game of Thrones opholder han sig fuldtid i Westeros´ syv kongeriger.

Noget, der ligner, kan enten være klassisk episk fantasy eller middelalderfortællinger eller slet ikke fantasy men moralske historier uden magiske elementer.
På fantasyfronten er der er flere og flere forfattere, som lægger vægten på stærkere karakterer, mindre magi samt et større fokus på politiske og sociale forhold. Mange af dem er endnu ikke oversat til dansk, men lad det ikke afskrække. Der er timers underholdning gemt i de middelalderlige eller magiske verdener.