I erhvervspraktik som youtuber

Ugen inden skolernes efterårsferie er erhvervspraktikuge, og på biblioteket har vi hvert år unge mennesker, der bekender at de drømmer om at blive bibliotekar og derfor gerne vil i erhvervspraktik hos os.

I år er ingen undtagelse og jeg glæder mig til tage imod, men er kommet til at tænke på noget. Er der mon nogen af de unge, der har spurgt om de kan komme i erhvervspraktik hos en youtuber? 

Jeg kan huske da jeg gik i 8. klasse, hvor jeg valgte en uges praktik hos Falck. Jeg anede ikke hvad jeg gik ind til, men satsede på det var noget med action og udrykning. Jeg blev i den grad skuffet, for ugen gik med at møde absurd tidligt sammen med en flok gamle mænd (de var nok i 40erne), der i timevis sad og ventede på et blive kaldt ud til en opgave. Jeg var det eneste hunkønsvæsen og det var mildest talt akavet for jeg forsøgte hele tiden at gøre alt for ikke at virke ”tøset”.
Opgaverne bestod i at trække en bil eller traktor fri, eller bugsere rundt med andre køretøjer. Det var dødkedeligt og jeg blev mere og mere sikker på at jeg aldrig skulle til Falck og arbejde.
En enkelt opgave var dråben og det glemmer jeg aldrig. Vi blev kaldt ud til en grisefarm, fordi gyllen tilsyneladende ikke ville flyde rigtigt ud af stalden. Aldrig i mit liv har jeg lugtet noget så fælt, men jeg nægtede at vise det og begav mig i hælene på falckmanden ind i stalden. Mens jeg stod og spillede upåvirket faldt mine øjne på det klamme slam, der flød i stalden og pludselig fik jeg øje på en knaldorange mide, der snoede sig lige for fødderne af mig. Det var dråben. Jeg kapitulerede, vendte rundt og stormede ud af stalden. Efter det vendte jeg ryggen til ideen om at blive rednings”mand”.

Jeg er dog aldrig holdt op med at blive tiltrukket af ”action” og læserne tror måske at jeg derfor er helt malplaceret på biblioteket. Der tager I fejl. Min hverdag er spækket med spændende opgaver og uforudsigelighed. Vi ved aldrig hvad biblioteksgæsterne spørger om, og næsten hver dag har vi foredrag, workshops og andre aktiviteter, hvor alt skal klappe for at sikre den gode biblioteksoplevelse. Vi er ambitiøse og vil fortælle alle hvor fabelagtigt biblioteket er. Det kræver kommunikation – masser af budskaber skal ud over rampen, vi bliver aldrig færdige med at fortælle og vise hvor uundværlig biblioteket er, og det er blandt andet mit job. Jeg har været heldig og er landet på rette hylde, og er den dag i dag taknemmelig for ugen hos Falck, for det var bestemt ikke lige mig. 

En ny form for levevej har i disse år set dagens lys. Man kan nu have som levebrød at være ”youtuber”. Og derfor kom jeg til at tænke på om nogen måske er kommet i erhvervspraktik hos Albert Dyrelund, Brian Brizze eller Anna Briand?

Anne Briand kan jeg selv spørge, for den 2. november holder hun foredrag på biblioteket om det at være youtuber og der bliver nemlig lejlighed til at stille hende spørgsmål.
Uanset svaret, og uanset om min erhvervspraktikant efter denne uge vælger at gå biblioteksvejen eller ej, så holder jeg på at erhvervspraktik er vigtigt og håber bare på at kunne vise en flig af, hvor spændende det er at arbejde på biblioteket. 

Af  teamleder Trine Petersen
Tidligere bragt i Holstebro Onsdag den 10. oktober 2018