Saftig sladder og udfordret af livet

Jeg har lige læst sidste side i selvbiografien "Kære Zoe Ukhona" skrevet af journalisten og tv-værten Pelle Hvenegaard.

De fleste husker ham som den lille gut, der spillede Pelle i filmen ”Pelle Erobreren” fra 1987. Bogen er historien om en helt anden Pelle, det er nemlig Pelle Hvenegaards ærlige, komiske, sørgelige og hjertevarme fortælling om de seks år i fertilitets- og adoptionshelvede, som Pelle og hans kone måtte igennem. Det er en fortælling om kærlighed og om at tackle livet, når det ikke går den vej, man havde planlagt. 

Normalt læser jeg ikke biografier. Jeg vil hellere dykke ned i fantasien og fiktionen end at læse om liv levet, som jeg måske ikke forstår eller er enig i. Netop det gør, at det kan være sundt at læse en biografi en gang i mellem? Jeg bliver udfordret på livsopfattelse og værdier.

Nu var det ikke derfor, jeg bragte denne bog med hjem til natbordet. Det var såre simpelt på grund af emnet. Som Pelle Hvenegaard skriver i sit forord: "Vi har savnet at kunne spejle os i litteratur og i andre fortællinger og har omvendt haft stor glæde af de gange, det er lykkedes os at finde ligesindede."

Jeg synes det udtrykker meget præcist hvad det er, litteratur kan. Det kan godt være, at det er i fantasien og fiktionens verden, man kan genkende sig selv og finde ligesindede, men jeg synes også, det er bekræftende at finde ligesindede i den virkelige verden.

Lidt pudsigt, står jeg lige nu i kø til at læse biografien "Hvad skete der" af Hillary Rodham Clinton. I denne meget personlige bog beskriver hun, hvordan det var at kæmpe mod Donald Trump, hvilke fejltagelser hun begik, hvordan hun har håndteret det chokerende nederlag, og hvad oplevelserne har lært hende. Hun fortæller også om, hvad det krævede at komme på benene igen – af ritualer, relationer og råben af tv’et. 

Jeg har heldigvis ingen, der minder om Donald Trump i min omgangskreds, eller står og tripper for at gøre karriere i politik. Men når Hillary nu selv spørger "hvad skete der", bliver jeg nysgerrig. Nysgerrig på hende og det liv, hun har levet. Nysgerrig på "livet på den anden side af Atlanten". 

Jeg faldt i snak med en kollega om det at læse biografier og den læseappel biografier har frem for fagbøger. Vi kom frem til, at et sårbart emne bliver pakket ind i et mere "spiseligt" format, når det er personlige historier, vi læser. Det er ikke distanceret i tal og statistikker. 

Og så passer det ikke helt, når jeg skriver, at jeg normalt ikke læser biografier. Jeg har læst nogle fantastiske biografier, som jeg stadig husker. Jeg har været tilbage i 1920'ernes Frankrig på gaden, når Edit Piaf sang for at overleve. Jeg har hørt om livet som datter af en dansk mor og en tysk soldat, og vejen frem til at finde sandheden om sig selv, og mange andre mennesker, der har levet eller lever spændende, udfordrende og inspirerende liv.

Af  bibliotekar Ditte Sophie Tågelund Riishøj
Tidligere bragt i Holstebro Onsdag den 30. maj 2018

Se i øvrigt emnelisterne om "Biografier - i romanform" og "De bedste biografier" for mere inspiration til gode biografier.

  • Bog

Kære Zoe Ukhona

Den danske skuespiller og tv-vært Pelle Hvenegaard (f. 1975) fortæller om 6 års kamp mod barnløshed, for derefter endelig at blive adoptivfar til pigen Zoe Ukhona. En fortælling om at lede efter lykken og meningen med livet - og den store glæde det er at finde begge dele
Bog
Hillary Rodham Clinton: Hvad skete der
  • Bog

Hvad skete der

Hillary Clinton (f. 1947) beretter om sine tanker og følelser før, under og efter det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor hun led et rystende og uventet nederlag til Donald Trump
Bog
  • Bog

Det sku' nødig hedde sig

Af Lotte Tarp (1997)
Skuespilleren Lotte Tarps (f. 1945) erindringer om en omtumlet barndom med anbringelse på børnehjem, opvækst hos bedsteforældrene, genforening med moderen og til slut kostskoleophold, og om hvordan hun som 30-årig erfarer at fortielserne skyldes hun er datter af en tysk soldat
Bog
  • Bog

Piaf : en fransk sangerindes livshistorie

Af Simone Berteaut (1986)
Om den franske visesangerindes kompromisløse liv fra hun blev født i et fattigt hjem i 1915 til hendes død i 1963
Bog