Skolestart er nu meget rart

Jeg elsker ferietid med familien, og nyder det som regel med aktiv campingferie i det danske. Alligevel må jeg indrømme at jeg også altid ender med at se frem til at hverdagens rutiner begynder igen.

Det føles bare godt at stå op om morgenen og komme i gang med at gøre nytte. Derfor hilser jeg også skolestarten velkommen for det er vigtigt for mig, at også børnene lærer glæden ved at stå op og komme ud at bestille noget.

I år blev ferien desværre knap så aktiv, som jeg havde sat næsen op efter. Jeg endte med at tilbringe timevis med den ene fod i vejret og en bog i skødet. Årsagen til den feriedrejning er, at jeg forsøgte mig ud i den svære disciplin at surfe på bølger. Vores nyindkøbte SUP (stand up paddling) boards havde givet mange dejlige timer på vandet med en pagaj i hånden, men da vi så bølgerne på Løkken strand, kunne vi ikke nære os. Det skulle prøves. Uheldigvis lykkes det mig at komme op at stå og ride på en bølge ind mod land, og da jeg røg i vandet, var jeg inde på alt for lavt vand og vrikkede om på foden for derefter at sætte mig oven på den. Det sagde knæk og jeg humpede fra Hjørring Sygehus med en ”plastik-og stål-velcro-støvle” på min brækkede venstre fod. Heldigvis gav de mig ikke gips på, for jeg kan trods alt tage den af, når hedebølgen stiger mig til foden.

Jeg har fået læst en masse bøger i ferien – mange flere end jeg havde lånt på biblioteket, og har derfor nu tilmed fået læst nogle af dem fra bogreolen, som jeg havde forsømt. Det blev til Stine Askovs ”Bid” og Leif Davidsens russiske trilogi med ”Den russiske sangerinde”, ”Den sidste spion” og ”Den troskyldige russer”. Især trilogien var tankevækkende læsning, og som Davidsen selv skriver i forordet, er en del af bogens magi: ”…at den fastholder tiden, som var den frossen i øjeblikket af en sibirsk vinterstorm”. Mentalt har jeg været en tur i Rusland, og det var lige tilpas nervepirrende.

Sibirsk vinterstorm fik vi heldigvis ingen af denne sommer og med 4 uger tilbage i plastikstøvlen, har dette været en sommer uden ende. Jeg har nydt det trods alt, men glæder mig til børnene begynder i skole og der kommer lidt system i tingene igen med gode vaner og rutiner. Skolestart og lig med læsestart for rigtig mange børn og på biblioteket ser vi frem til at byde både forældre og børn velkommen til bøgernes magiske verden.

Af  teamleder Trine Petersen
Tidligere bragt i Holstebro Onsdag den 15. august 2018

23.08.18
Tags