Snak dansk

06.09.17
Velkommen hjem fra ferie. Måske har du været ude at rejse, og måske gik rejsen til et fremmed land med en anderledes kultur og et fremmed sprog. Det var sikkert spændende og lærerigt at møde noget nyt, og forhåbentlig var der ikke alt for mange problemer med sproget. På en uges sommerferie i turistområder går det som regel, men det kan være problematisk, hvis man ikke kan forstå sproget eller læse skilte og anvisninger.

Det kan rigtig mange udlændinge i Danmark nikke genkendende til. De går som regel på sprogskole, ofte ved siden af fuldtidsjob eller en praktik. For nogen går det nemt og hurtigt med at lære dansk, for andre tager det længere tid, men fælles for alle er, at det er i samtalerne med danskere man lærer vendingerne, talemåderne, slang og den slags.

Bibliotekerne landet over bliver brugt rigtig meget af nye i Danmark. Vi tilbyder mange forskellige materialer, som kan bruges i forbindelse med at lære dansk, og på bibliotekerne har man mulighed for at deltage i forskellige arrangementer, som også kan være med til at give kendskab til vores kultur.

Biblioteket her i Holstebro har i efteråret en håndarbejdsgruppe ”Tråden”, som er åben for alle, og her håber vi, at også udlændinge har lyst til at deltage. For selvom det kniber med det danske sprog, kan man få en masse ud af at mødes med andre med samme interesse. Og måske bliver man endda bedre til dansk af det.

Vi lægger også lokaler til ”Snak dansk – Holstebro” hver 2. torsdag. Her kan udlændinge øve deres danske sprog ved uformelle samtaler med dansktalende. Her taler vi helst 1 og 1 sammen, og samtalen er tilpasset den enkelte bruger. Vi taler på det niveau og om de emner, der passer til den enkelte. Nogen gange er det bare om løst og fast, andre gange om helt konkrete spørgsmål. Hovsa – der dukkede sådan en vending op: ”løst og fast” – det er sådan noget man siger, men som kan være svært at forstå for en, der ikke kender sproget.

Gruppen mødes som sagt hver 2. torsdag på biblioteket kl. 16 – 17 og hver anden tirsdag i Trivselshuset ved Asagården kl. 19 – 20. Vi vil rigtig gerne have flere brugere – både dem der skal øve sig i dansk, og dem der gerne vil hjælpe.

Jeg har deltaget siden starten i foråret, og det har været både spændende og hyggeligt. Jeg håber, at nogen har fået noget ud af at snakke med mig, men om ikke andet så har jeg lært en masse. Jeg har blandt andet talt med nyankomne, der næsten ikke kunne dansk, højtuddannede som havde spørgsmål om danske samfundsforhold, asylansøgere der lærte mig om Eritreas geografi og en rengøringskone, som ikke har fået læst ret meget dansk, fordi hun har passet hus, børn og hjem og et rengøringsarbejde om natten og mange andre.

Vi har en Facebookgruppe, som vi bruger til at kommunikere med, men du kan også bare dukke op til en af aftnerne, hvis du kunne tænke dig at høre nærmere og eventuelt være med.

Af  biblioteksassistent Mette Müller
Tidligere bragt i Dagbladet Holstebro den 1. september 2017.

 

Tags