Bliv klogere på Jesper Bugge Kold

29.09.22
Onsdag den 12. oktober kl. 19.00 kan du møde Jesper Bugge Kold, når han kommer forbi Holstebro Bibliotek til forfatterforedrag. Lige her kan du læse et interview med den dygtige forfatter.

Hvem er Jesper Bugge Kold, og hvor er du vokset op? 
Jeg er født og opvokset i Rødovre, en forstad til København, hvor jeg brugte det meste af min tid på at spille fodbold og guitar i et band. Jeg er uddannet fra IT-universitetet i København og arbejdede i mange år som sportsjournalist på forskellige tv-stationer. Siden 2009 har jeg været ansat på Svendborg Bibliotek.

Hvordan blev du forfatter?
Egentlig har jeg aldrig overvejet at blive forfatter, men i 2009 flyttede min kone og jeg fra København til Sydfyn, og det åbnede åbenbart op for en kreativ åre i mig. Det kom sig af, at jeg gerne ville læse en bog om tiden i Tyskland op til 2. verdenskrig. Jeg var nysgerrig på, hvorfor ikkenazister ikke sagde fra overfor Hitlers regime, og det endte med, at jeg pludselig sad og skrev og efter et par år lå manuskriptet til ’Vintermænd’ foran mig.

Hvem og hvad inspirerer dig i dit forfatterskab?
Jeg henter inspiration overalt. Det kan være fra samtaler, samtaler jeg blot overhører, en gåtur i Svanninge Bakker, en kunstudstilling eller et stykke musik. Jeg har altid antennerne ude og har altid en notesbog eller diktafon på mig.

Hvilke forfattere vil du anbefale, hvis man skulle læse tre gode bøger ifølge dig?
Jeg er meget begejstret for Jonathan Franzen, som jeg har været så heldig at tale med. Hans seneste bog ’Korsveje’ er fantastisk og heldigvis kun den første i en trilogi.

Ida Jessens ’Kaptajnen og Ann Barbara’ er en bog, jeg ofte læser i og gerne bare et par sider hist og her. Jeg elsker hendes sprog, hendes skarpe personer og den måde hun kan indfange en tidsånd på.

Så er der selvfølgelig Johannes V. Jensens ’Kongens Fald’, som er den bog, jeg har læst flest gange, fordi det er et mesterværk.

Materialer