Interview med Jens Smærup Sørensen

Hvem er Jens Smærup Sørensen, og hvor er du vokset op?
Jeg er født og opvokset på en bondegård ved Limfjorden i Himmerland og deltog i landbrugsarbejdet fra jeg var ganske lille. Tidernes gunst og ugunst medførte, at jeg i modsætning til mine ældre søskende kom til at fortsætte skolegangen efter 14-års alderen, og det  blev så til meget længe efter og efterhånden også en akademisk uddannelse.

Hvordan blev du forfatter?
Jeg havde noget, jeg gerne ville fortælle om mig selv og verden, som jeg oplevede den. Da jeg havde svært ved at udtrykke mig mundtligt, begyndte jeg ret tidligt at betro mig til et hæfte med linjeret papir. Der gik flere år, mens jeg sådan skrev, før det gik op for mig, at der var noget, der hed forfatter, og at nogle af dem aldrig lavede andet end at være det. Det bestemte jeg mig da også for, at jeg ville.

Hvem og hvad inspirerer dig i dit forfatterskab?
Alt hvad jeg ser og sanser, føler og tænker, i mødet med verden og naturen og mennesker, og navnlig hvad jeg senere erindrer om alt det. Men i og under det hele også drømme og forestillinger om tilværelsen, som de kan udfolde sig i fantasier. Og så læsning, naturligvis, navnlig af forfattere der er helt anderledes indrettet og skrivende end jeg selv er. Dog først og sidst: vores danske sprog med alt hvad det kan blive ved med at tilbyde af nye muligheder for at fremstille og anskueliggøre hvordan vi i, af og gennem vores liv bliver til.

Hvilke forfattere vil du anbefalde, hvis man skulle læse tre gode bøger ifølge dig?
Ingeborg Bachmann: ’Malina’
Sara Stridsberg: ’Hunter i Huskvarna’
Anne Weber: ’Annette, et heltindeepos’