Open by Night på biblioteket – kom og lav hjemmelavede julegaver

21.11.22
Fredag d. 25. november kl. 16.00 – 20.00 kan børn og barnlige sjæle være kreative, når vi holder julestue i bibliotekets kaffebar ’Mellem linjerne’

I anledning af Black Friday og Open by Night er der hyggelig julestue på Holstebro Bibliotek.  Her er det muligt at være kreativ ved det store jule-krea-bord, som er fyldt med tegneredskaber, farver, træperler, dimsedutter, pap og skabeloner. Det bliver både sjovt og lærerigt at lave julegaverne selv. Giv en farveglad perlekæde til bedstemor, en fin tegning til far eller et rødt julehjerte til din bedste ven.  
Der er metervis af julegavepapir, så gaverne kan pakkes sirligt ind. Mulighederne er mange, når julekreativiteten først sættes fri.   
  
Julehygge, kreativitet og kaffebar 
Bibliotekets julehygge-ekspert og bibliotekar John Holm Jacobsen glæder sig til julestuen: ”Idéen med julestuen på biblioteket er at skabe et frirum fra juletravlhed, og inspirere børn og unge til at lave personlige julegaver lidt ligesom i gamle dage”.
 
Aktiviteterne er primært for børn og unge, men alle er naturligvis velkomne i kaffebaren. John fremhæver: ”Udover gaveindpakning, hjemmelavede julegaver og varme drikke, skruer vi op for den klassiske julemusik. De voksne kan slå sig ned i de bløde lænestole med en god kop kaffe, mens børnene får kreative ideer til årets julegaver. Vi giver naturligvis også gerne masser af tips og idéer til læsningen i julen”.   

Tags