Interaktivt gulv på Holstebro Bibliotek. Wizefloor

Sommersjov for børn på biblioteket

Biblioteket byder på masser af sjove aktiviteter for børn og det er allerede startet.

Biblioteket har nyindrettet legerummet i børneafdelingen og der er åbningshurlumhej-leg tirsdag den 4. juli kl. 10-14. 
Det nye legerum har fokus på læring gennem leg og bevægelse, - dvs. læring hvor man bruger kroppen til at lære med. Det bliver forskelligt fra uge til uge, hvad der er at lege med. Hver uge vil der være ”ugens leg” og remedier til at lege legen. 
Det er kun din egen fantasi der sætter grænser for, hvad man kan lege - hele familien kan være med, og det bliver svært at lade være.

Der er også mulighed for at prøve bibliotekets interaktive gulv, hvor fødderne fungerer som ”mus” og på den måde kan du spille spil, quizze og lære på nye interaktive måder. Slå f.eks. resten af familien i fodbold eller ballonspillet.

Fede arrangementer i børnehøjde: 

Fra mandag d. 3. juli og resten af sommerferien kan børnene finde deres indre arkitekt frem, når der er Børnearkitekturkonkurrence på biblioteket . Det foregår i kreaområdet, hvor børnene kan male og folde deres helt eget hus. 
Ønsker børnene at få deres hus udstillet på børnebiblioteket og dermed deltage i konkurrencen ombiografbilletter, er der reoler til rådighed til at udstille på. Børnearkitekturprisen er en udløber af Holstebro Kommunes Arkitekturpris 2017.

Onsdag d. 28. juni kl. 10:00-18:00 er der Kinect Adventures Konkurrence på biblioteket. Her kan børnene dyste i Xbox-spillet Reflex Ridge, og vinde en præmie. Arrangementet er gratis og for børn fra 7 år og op. 

Fra den 6. juli kan alle børn hente et skattekort på biblioteket og begive sig ud i byen på jagt efter dyr.  Der er nemlig skattejagt på programmet, når udstillingen "Naturen kommer til byen" åbner. Læs mere om udstillingen her

Skal sommerferien bruges på at rydde ud i gemmerne, er der mulighed for at sælge ud af børnenes gamle legetøj på legetøjsmarked fredag d. 4. august kl. 15.00-17.00. Prisen for en bod er 30 kr., og kan købes her.
Alle er velkomne til at komme og kigge, og få nye skatte med hjem til børneværelset. 

Sommeren nydes bedst i selskab med en god bog
Børnebibliotekerne afholder igen i år læselystkampagnen: Sommerbogen. 
Alle børn i alderen 7-14 år kan deltage i Sommerbogen, hvor de skal læse og anmelde tre bøger, og derved får chancen for at vinde fede præmier. 

Mangler du eller børnene inspiration til ny læsning kan I bestille bibliotekets ferieposer, hvor bibliotekarerne udvælger bøger baseret på jeres præferencer. 
Bestil poserne her. Det kan du gøre allerede nu og helt frem til 31. august. Du kan afhente din feriepose i den betjente åbningstid på biblioteket i Holstebro, Ulfborg og Vinderup.