Vi pakker din sommerlæsestak

15.06.22
Uanset om solen skinner fra en skyfri himmel, eller om regnen siler ned, er det sommer! Fra den 15. juni-15. august kan du bestille en sommerlæsestak på Holstebro, Ulfborg og Vinderup Bibliotek.

Der er mange fede fordele, når du bestiller en sommerlæsestak på biblioteket. Vi pakker specifikt efter dine ønsker, så læg en bestilling for hvert familiemedlem, så I alle får en pose, der passer til lige netop jeres ønsker og behov.

Derudover tilbyder vi ekstralang lånetid på din sommerlæsestak. I stedet for de sædvanlige 33 dages lånetid får du nu 47 dages lånetid - så behøver du nemlig ikke at bruge ferien på at stresse over afleveringsgebyrer.

Som noget helt nyt kan du også få dvd-film og brætspil med i posen, når du bestiller en sommerlæsestak.

Hvordan får jeg så fingrene i en sommerlæsestak?

Du bestiller en sommerlæsestak ved at klikke og udfylde formularen herunder.

Vi vil gerne modtage din bestilling senest 3 dage før din ønskede afhentningsdato, så vi har tid til at pakke en fed sommerlæsestak til dig.

For at kunne bestille en sommerlæsestak skal du være oprettet som bruger på Holstebro Biblioteker.

 

 

Afhentning

Du kan hente din sommerlæsestak på dit valgte bibliotek i den betjente åbningstid ved at oplyse det navn, du har bestilt i.

Husk at hente din bestilling senest fem dage efter din ønskede afhentningsdato.

Vi glæder os til at pakke en lækker sommerlæsestak til dig!