Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Camilla Jensen

Kort om bogen

Fantasy med guder, elverfolk, trolde, vampyr og mennesker. Guderne er i krig og gudinden Haia har fundet en avatar, som vil afgive sin krop til hende. Et rejsefølge skal sørge for at denne avatar kommer sikker frem til byen Iserval. For 12-15-årige

Beskrivelse

Guderne er i krig og for at blive stærkere blandt sine tilbedere, vil gudinden Haia overtage kroppen fra en avatar: En udvalgt elverkvinde ved navnet Si'il. Et rejseselskab med 5 personer passer på Si'il på rejsen mod et tempel i byen Iserval, hvor ritualet med overdragelse af kroppen skal udføres. Det er Paleon, en præstelærling fra klosteret i Gråborg, Katalena, der er paladiner og viet til gudinden Haia, Colvar, der er soldat samt Sorkan og hans datter Jarsala, der er stifindere og hjælpere på rejsen. Gruppen forfølges og angribes flere gange af elverfolk. De søger ly hos vampyren Araca og jages af trolde. Undervejs er der også sammenstød mellem gruppens medlemmer og fortællinger fra deres fortid. Bogens omslag viser kort med Serelia, Sannerskoven, Sannerbjergene og byen Iserval, hvor denne historie foregår. Det er 1. bind i serien "Gudernes krig"

Vurdering

Velskrevet og spændende start på en ny fantasyserie. Specielt personbeskrivelserne og deres indbyrdes følelser og fortid er godt skrevet. Resten af serien afventes med spænding

Andre bøger om samme emne

Til læsere, der er glade for forfatteren Julie Kagawa og "Iron Fey sagaen", hvor 1. del er Jernkongen