Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Kort om bogen

Personlig beretning om livet efter en hjerneblødning. Til andre alvorligt syge eller apopleksiramte, samt deres pårørende og støttepersoner

Beskrivelse

I 2013 får Henrik From en hjerneblødning efter at der har været fuld fart på karrieren og badmintontræningen. Han befinder sig pludseligt iført støttestrømper og ble, og skal starte forfra med at lære at gå, tale og se. Han kommer sent i gang med genoptræning. På Tranegården går det ikke godt, og han overføres til Dianelund. Han bliver bevidst om, hvor vigtige relationer er for ham, for ikke at køre helt ned med angst, depression og sorg. I afsnittene Overlevelsesstrategier fortæller Henrik From selv, hans familie, en sagsbehandler samt psyko- og fysioterapeuter om sygdomsforløbet, og giver råd til andre i samme situation. Henrik From er tidligere salgsdirektør og konsulent

Vurdering

Henrik From øser af sine dyrekøbte erfaringer som apopleksipatient, og han og fagpersonerne giver gode, jordnære råd, om at komme bedst muligt igennem en traumatiserende sygdom og genoptræningsforløb for den ramte og familien

Andre bøger om samme emne

I Flyvske tanker reflekterer Michael Vittrup over livet efter sin hjerneblødning som 20-årig. Hovedbrud er beretningen om livet efter en hjerneskade fra 3 perspektiver. Vibeke Sporon-Fiedler fortæller i Hvis bare jeg ku' fortælle om sit lange sygdomsforløb efter en blodprop i hjernen