Lektørudtalelse

Forfatter: Morten Halskov Jensen

Kort om bogen

En prank ender i en alvorlig ulykke. Nu er spørgsmålet om de fem klassekammerater skal gå til bekendelse eller tie stille? Spændende fortælling om practical jokes og venskab for børn i alderen 13-16 år

Beskrivelse

Skolen er slut og ferien er begyndt. Nu skal der slappes af og festes. Den sidste ferie inden de fem klassekammerater, drengene Jeps, Arn og Bingo og pigerne Rex og Sidda, spredes for alle vinde til forskellige uddannelser. Sammen planlægger de en ferietur til Arns forældres vingård i Frankrig. En hel uge med swimmingpool, sol og afslapning. Tiden inden ferien i Frankrig bruger vennerne på at slappe af ved stranden og lave practical jokes. De låser en af lærernes bil inde i en cirkel af indkøbsvogne og begraver nogle af de selvglade fodboldspillere fra førsteholdets cykler i sandet på stranden. Disse pranks filmer vennerne til en kanal på YouTube. Men da de vil fjerne hjulene på de store drengens knallerter, bliver deres prank årsag til en alvorlig ulykke. Ferien i Frankrig bliver derfor overskygget af spørgsmålet om de skal gå til bekendelse eller tie stille? Og hvad hvis én af dem vil kontakte politiet?

Vurdering

Pranks og venskab er temaet i denne utroligt velskrevede og meget aktuelle fortælling, hvor vi virkelig kommer ind under huden på de fem hovedpersoner. Spændende til det sidste

Andre bøger om samme emne

I serien med Selfie Simon handler andet bind Selfie Simon ft. Rosa også om practical jokes. I Natløb er der også pranks og spænding