Lektørudtalelse

Forfatter: Johanne Elvers Madsen

Kort om bogen

Første bog i spændende fantasytrilogi om fire børn, der foregår parallelt i vores verden og i en middelalderlignende fantasyverden. Fra 12 år

Beskrivelse

Marc går i 8. klasse og er kommet i problemer. Han er begyndt at ryge hash med skolens bøller, og de vil have ham med til at begå indbrud. Marc og hans søster Melanie stikker af og gemmer sig i en affaldscontainer. Pludselig er de i den fremmede by Bandarina, hvor de møder Margo, der har særlige kræfter, og Kayan, der egentlig er i lære som sjælesøger hos Bandarinas fjender, men ikke har lyst til at være med til at stjæle folks sjæle. Det bliver starten på deres eventyr. Bogen skifter synsvinkel mellem bogens karakterer og de to verdener

Vurdering

En bog med rigtig gode takter, der desværre ikke helt bliver indfriet. Historiens anslag i de to parallelle verdener skaber nysgerrighed, men der er lidt for mange handlingstråde, der bliver lagt ud og ikke taget op. Historien slutter meget brat, og man sidder tilbage med en fornemmelse af noget uforløst. Jeg håber enderne bliver knyttet sammen, og de forskellige handlingsspor udfolder sig i de næste bøger. De mange synsvinkelskift kan virke forvirrende, men de korte kapitler understøtter heldigvis synsvinkel- og verdensskift

Andre bøger om samme emne

En bog til læsere af fantasy, der godt kan lide et alvorsfuldt realistisk plan, som vi fx også ser det i Djævelens lærling