Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

Sam Berger har på alle måder nået bunden, da han bliver involveret i en kidnapningssag. Tingene udvikler sig eksplosivt voldsomt, og læsere af intelligente krimier og actionfyldte spændingsromaner vil sidde som på nåle

Beskrivelse

Fjerde bind i serien om Berger & Blom. Sam Berger er nedsunket i tristesse efter at være blevet fyret fra kriminalpolitiet i Stockholm, halvhjertet at have forsøgt sig som privat efterforsker og efter at være blevet forladt af sin gravide kæreste Molly Blom. En terapeut giver ham livsmodet tilbage, og da en af terapeutens klienter bliver kidnappet og Sam hyret til at finde hende, tager hans liv en dramatisk ændring. Pludselig er han oppe mod stærke kræfter, store penge og afstumpede russiske bagmænd. Molly dukker op igen og er på Sams side, men hvem kan de stole på i en sag, som bare bliver større og større?

Vurdering

At Arne Dahl befinder sig i krimiens superliga, er ubestrideligt. Også denne gang leverer han en velskrevet, kompleks og åndeløst spændende krimi, der i kraft af komposition og plot konstant driver læseren fremad i et jerngreb. Men det er ikke hans bedste bog. Det, der begynder som en intelligent krimi fra øverste hylde, udvikler sig til en meget voldsom og måske også urealistisk spændingsroman, der i nordisk sammenhæng er ved at køre af sporet i effektjageri

Andre bøger om samme emne

Ud over Arne Dahls egne serier om A-gruppen og især Opcop er en oplagt sammenligning Lars Kepler, fx Lazarus