Poesi på en torsdag
- Tid
- 20:00 - 21:30
- Pris
-
Adgang: 100 DKKstud. og unge under 21 år: 50 DKK
- Sted
-
Laden
Brogårdsvej 4
7500 Holstebro
Når Malte optræder som månedens digter på Poesi på en torsdag, er det langtfra som en fremmed i området. I slutningen af 10’erne boede han i tre år på en nedlagt gård udenfor Vemb sammen sin daværende kæreste, digteren Liv Lidegaard, der var leder af Forfatterlinjen på Dansk Talentakademi.
Men oprindeligt stammer Malte Tellerup, født 1989, fra Fyn og er i dag bosat i København.
Tellerup debuterede i 2017 med romanen, Markløs, som han i 2018 modtog Blixenprisen for som ”Årets litterære talent”. I 2020 udgav han sin anden roman, Hedeselskabet, der netop handler om årene i det vestjyske. For den modtog han Odd Fellow Ordenens ”Hæders- og Litteraturpris” i 2021. I 2023 udkom hans romaner nummer tre og fire, Spræng fabrikken, der også foregår i det vestjyske, og Mestrene, som har håndbold som omdrejningspunkt, noget, Malte ved særdeles meget om.
I sammenhængen her er det dog hans første digtsamling – og seneste udgivelse – Landsbyen genrejst, fra 2025, som er omdrejningspunktet.
Landsbyen genrejst er i sandhed en overraskende, ja, usædvanlig digtsamling. Den har undertitlen, Hymnisk agitation, og fremmaner overbevisende – og meget aktuelt - et alternativt liv i pagt med naturen. Med vores rødder i den. På godt og ondt. Men det vigtige er, at det er gjort på en så fremragende, varieret og opfindsom måde, at man som læser bliver både glad og inspireret. Tellerups sproglige register og greb er en mesters. Man er med fra først til sidst. Digtsamlingen er som at komme med på en opdagelsesrejse ind i det pirrende ukendte.
Øvrige programpunkter
Det bliver en trio på højt musikalsk niveau, som tager sig af aftenens musik. Den består af Rina Skeel, sang, Bjarne Nygaard Nielsen, guitar, og Martin Damgaard, klaver og harmonika.
Som ”Månedens kendte holstebroer, der læser nogle af sine yndlingsdigte” kommer børne- og ungdomsbogsforfatter og kulturformidler på Holstebro Bibliotek, Puk Krogsøe. Der vil blive oplæst digte af persiske Omar Khajjam fra 1000-1100-tallet, og det afsløres, hvem der har skrevet ”Månedens digt”. Og så sælger Lemvig Boghandel nye og gamle digtsamlinger i pausen fra sin interessante bogbod.
Et nyt og forfriskende gæsteindslag står foreningen Unge Danske Digtere for. Foreningen består af unge fra hele landet, som har hengivet sig til kunsten at skrive. De tre gæster, som vil repræsentere foreningen i Holstebro er: Josefine Kirstine, Josefine Elfrida og Jakob Lund.
Månedens digt
Traditionen tro har du mulighed for at indsende dit bud på "Månedens digt".
Blandt de indsendte digte bliver månedens digt udvalgt og læses op til Poesi på en torsdag.
Præmien er en bog af månedens digter.
Send det bedste fra skrivebordsskuffen
senest i starten af marts til: ulrikskeel@outlook.com
Arrangører
Holstebro Gymnasium og HF, Holstebro Bibliotek, Laden, Lemvig Boghandel, Uddannelsescenter Holstebro og Holstebro Kunstmuseum og Odin Teatret.
Begivenheden er støttet af:
Holstebro Kommune, Statens Kunstfond og Færchfonden
Pris: kr. 100 / 50 kr. for stud. og unge under 21 år - Inklusive et glas vin, en øl eller en sodavand