
- Date
- Udløbet
- Pris
- Adgang: 100 DKK
- Sted
- Laden
- Bibliotek
- Holstebro Bibliotek
- Adresse
-
Kirkestræde 13
7500 Holstebro
Danmark
Månedens digter er Peter-Clement Woetmann
Digteren, dramatikeren, redaktøren, faren og urbanisten, Peter-Clement Woetmann, Poesi på en torsdag, er født 1985 i København. Han gik på Forfatterskolen 2004 - 2006 sammesteds, men debuterede allerede i 2005 på det hedengangne forlag, Borgen, med den originale og ubesværede digtsamling, Heldigvis er skoven blevet væk - om hvilken anmelderen Lars Bukdahl i Weekendavisen skrev: "Der er ingen vej udenom at erklære debutanten Peter-Clement Woetmann for genuint charmerende talentfuld."
Temaerne i Woetmanns efterfølgende udgivelser har udviklet sig i flere retninger, blandt andet en mere verdensvendt, men talentfuldheden og det usædvanligt sikre greb om sproget har været med hele vejen. Den flydende, lyriske pen har han med stor overbevisning også benyttet sig af i sine dramatiske tekster. 2015 - 2017 arbejdede han som husdramatiker på Aarhus Teater.
For sit kunstneriske arbejde har han blandt andet modtaget Morten Nielsens Mindelegat, 2015, og forskellige arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Hans seneste udgivelse, Blå koral: tys tys dollar, Arena, 2023, var samme år nomineret til Montanas Litteraturpris.
Øvrige indslag
Odin Teatrets Husorkester stiller op med Jan Ferslev, guitar, Pelle Henningsen, bas, og som special guest star, guitaristen Søren Berggreen, som nogle sikkert vil huske fra den legendariske jazzgruppe, Blue Sun.
"Månedens kendte holstebroer", der vil læse et par af sine yndlingsdigte, er Lasse Bjørn Møller, elev på Forfatterlinjen i Holstebro.
"Månedens digt" offentliggøres, og den persiske 1200-tals digter Omar Khajjâms digte kan høres på farsi, oplæst af Maria Javanmardi fra Idom, og på dansk. I pausen sælger Lemvig Boghandel poesi af enhver art fra et omfattende udvalg.
Månedens digt
Traditionen tro har du mulighed for at indsende dit bud på 'Månedens digt'. Blandt de indsendte digte bliver månedens digt udvalgt og læses op til Poesi på en torsdag.
Præmien er en bog af månedens digter.
Send det bedste fra skrivebordsskuffen senest d. 3 marts til: ulrikskeel@outlook.com
Poesi på en torsdag er arrangeret af:
Holstebro Gymnasium og HF, Holstebro Bibliotek, Laden, Lemvig Boghandel, Uddannelsescenter Holstebro og Holstebro Kunstmuseum, koordineret af Odin Teatret.
Arrangementet er støttet af:
Holstebro Kommune, Statens Kunstfond og Færchfonden.