Foredrag og musik

Venskabet mellem H.C. Andersen og J.P.E. Hartmann

Tid
16:00 - 17:20
Sted
Holstebro Bibliotek
Kirkestræde 13,
7500 Holstebro
Bibliotekssalen
Klaver- og fortællekoncert | Gratis - mød bare op

H.C. Andersen og J.P.E. Hartmann havde et tæt venskab og et professionelt samarbejde, hvor Andersen skrev librettoer til Hartmann-operaer, mens Hartmann satte musik til nogle af Andersens sange. Et særligt samarbejde bestod i 15 små klaverstykker, som Andersen skrev indledningsdigte til. Det er dem, der er på programmet her:

  • 6 novelletter opus 55
  • 6 karakterstykker opus 50
  • 3 klaverstykker nr. 3 og 4 klaverstykker nr. 1 og 2.

Digtene citeres af Kgl. skuespiller Lene Vasegaard og klaverstykkerne spilles af pianist Thomas Tronhjem. Du får også et kort foredrag om de to herrer, som var bedste venner livet igennem.

 

Om Lene Vasegaard

Lene Vasegaard er skuespiller og instruktør. Hun har været elev på Det Kgl. Teaters Elevskole 1961-64, og var herefter ansat samme sted i perioden 1964-68 og herefter freelance. Hun har lavet teaterforestillinger på mange danske teaterscener samt oplæsninger over alt i landet af H.C. Andersens eventyr. Hun har modtaget H. C. Andersen samfundets ærespris og medalje for forestillingen: "Jeg vil også kysses" - om venskabet mellem H. C. Andersen og Edvard Collin i årene 1828-1842.

 

Om Thomas Trondhjem

Thomas Trondhjem (født 1954 i Lemvig) blev 1990 lærer ved MGK-Midt Vest samt i 2004 docent i klaver og akkompagnement på Det Jyske Musikkonservatorium. Han er modtager af en lang række priser og legater i Danmark, deriblandt Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond og Jacob Gades Legat. Han har været solist med forskellige orkestre i såvel Danmark som udlandet. Thomas Trondhjem har udgivet 19 cd’er med sonater, variationsværker, rondoer og andre stykker af F. Kuhlau, F. L. Ae. Kunzen, C.E.F. Weyse, J.A.P. Schulz, H.O.C. Zinck C. Schall og F. Henriques og samlede klaverværker af J. P. E. Hartmann på i alt 6 CD-udgivelser. Disse cd’er har alle opnået flotte anmeldelser i såvel danske som udenlandske aviser og tidsskrifter, og han vandt i hhv. 2002 en “Danish Music Award” (Grammy) for årets bedste solo-udgivelse (Weyse) i Danmark og i 2003 P2-prisen (for Kunzen) i samme kategori. Senest udgivelse med virtuose klaverværker fra den tidlige romantiske periode i 1820'erne af den danske komponist og pianist Carl Schwarz; denne CD har også modtaget fine anmeldelser, bl. a. i april 2026-nummeret at verdens mest anerkendte magasin for klassisk musik, det britiske "Gramophone".

 

Gratis – mød bare op