Nu går børnene til stemmeurnerne!
Den 27. oktober åbner børnebiblioteker over hele landet dørene til en helt særlig begivenhed – Børnevalget 2025!
Af Trine Egelund Jensen
Mens de voksne gør sig klar til Kommunalvalget den 18. november, får børn nu mulighed for at opleve demokratiet på egen hånd – og med et glimt i øjet.
Til Børnevalget stemmer børn ikke på politikere, men på deres yndlingsfigurer fra kendte og elskede børnebøger. Her er det fantasien, der bestemmer – og valget er helt børnenes eget.
Men Børnevalget er meget mere end bare sjov og ballade. Det er en legende og lærerig introduktion til demokratiets grundprincipper, hvor børn får en fornemmelse af, hvordan det føles at tage stilling og afgive sin stemme. En lille, men vigtig øvelse i demokratisk dannelse.
Bag arrangementet står Danmarks Biblioteksforening i samarbejde med folkebiblioteker over hele landet.
Så tag dit barn i hånden og kig forbi det lokale børnebibliotek fra den 27. oktober – her afsløres kandidaterne, og stemmeboksen står klar!
Det sker på børnebiblioteket i Holstebro, hvor børnene kan afgive deres stemme helt frem til den 18. november – samme dag som de voksne går til valg.
Læs mere på www.boernevalg.dk