Bogen bevæger dig

Projektet ”Bogen bevæger dig” har fået projektmidler fra puljen ”Læselyst og læsefællesskaber for børn i indskolingens fritidstilbud”, som er under Slots- og Kulturstyrelsen. Projektet afvikles i 2020/2021 sammen med SFO1 på Nørre Boulevardskolen i Holstebro.

Idéen bag projektet

I bøger kan vi finde inspiration, information, nye verdener og fordybelsesmuligheder.
Børnene i SFO’en på Nørre Boulevardskolen får i dag en bred vifte af tilbud om aktiviteter, når de møder ind efter skoletid. Disse aktiviteter vil vi i samarbejde med børnene og pædagogerne have koblet sammen med det at ”arbejde” med bøger. 

Bøger skal opleves som en aktiv medspiller, som naturligt indgår i de øvrige aktiviteter for eksempel dukketeater, gaming, eller tegne- og maleværksted.
Måder hvorpå bøger indgår naturligt kan være selv at læse om f.eks. Roblox, at få læst højt mens man tegner eller man kan finde billeder af sværd til rollespil i en bog. Bøgerne kommer på den måde til både at skabe og understøtte bevægelse – både mentalt og fysisk.

Vi vil samtidig bruge børnenes interesser som grundlag for indkøb af bøger, og på den måde kan bøgerne også være med til at bestemme et tema, der kan arbejdes videre med i de enkelte aktiviteter. 

Vi vil dermed prøve bogen af - både som igangsætter for en aktivitet og som understøttelse til en eksisterende aktivitet. Vi vil afprøve om netop det at bruge litteraturen både som inspiration til en aktivitet og et sted, hvor man kan hente viden til det, man er i gang med, kan gøre, at litteraturen får en blivende værdi i SFO’en både for børn og pædagoger.

Samtidig skal børnene have mulighed for at opleve, at bogen kan åbne nye verdener og også kan være en stille stund, som der kan være brug for efter en skoledag.

Vi vil give alle børnene i SFO’en adgang til litteraturen i den ene eller anden sammenhæng og ligeledes inddrage forældrene i aktiviteterne, så der kan læses videre derhjemme.

Projektleder: Iben Østerbye